Om få timer bliver det afgjort, hvem der kan lade sig kåre som vinder af X Factor 2013 og dermed kan skrive sig ind i en række af musikalske talenter, der har fået drømmen opfyldt.
I efteråret gik tusindvis af danskere til auditions på det populære underholdningsprogram. Fredag aften står de kun tre tilbage.
15-årige Karoline med den skråsikre stil, den 25-årige generte vestjyde Chresten, og de fire teenagedrenge Anton, Marius, Anders og Frederik fra boybandet Wasteland, der har fået pigehjerter i hele Danmark til at banke.
Fredag eftermiddag var alle tre finalister på scenen i Herning ved en generalprøve, men selvom der er kort tid til, at det går løs, så er sommerfuglene ikke begyndt at baske rundt i maven på Chresten endnu.
- De kommer nok først rigtigt, når det begynder at spidse til, siger han.
Ved generalprøven var der ikke publikum i salen, og deltagerne er spændte på, hvordan det bliver, når de omkring 13.500 mennesker, der har købt billet til aftenens show, indfinder sig i salen.
- Det bliver nok ret anderledes, når der kommer publikum på, siger Chresten.
Vinderen af X Factor 2013 bliver den sjette, der kan kalde sig netop det. Selvom vinderne de tidligere år har haft svært ved at skabe en karriere, når spotlyset er slukket efter X Factor, er det ikke noget, der får finalisterne til at brænde mindre efter sejren.
X Factor-finalen bliver sendt direkte på DR1 klokken 20. Der er stadig billetter til salg til showet i Herning.
/ritzau/