Der er opstået sød musik mellem de unge "X Factor"-stjerner Mia og Martin.
Den 15-årige sangerinde og den 16-årige sanger bekræfter over for DR, at de er blevet kærester.
- Jeg har i lang tid gået og sagt, at Mia skulle være min kæreste, og nu er vi så endelig blevet det. Jeg synes, hun er så dejlig, siger en nyforelsket Martin til Danmarks Radio, mens Mia tilføjer:
- Jeg synes også, Martin er rigtig sød, jubler hun over for DR.
Mia kommer fra Ølsted i Jylland, mens Martin kommer fra Lolland, men under "X Factor" bor de begge i en lejlighed i København, og den fælles adresse har dannet rammen om den spirende forelskelse.
- Det, at vi bor sammen, har ligesom boostet vores forhold, siger det nye kærestepar til DR og understreger, at de ikke ser hinanden som konkurrenter under programmerne.
Mia og Martin er under Thomas Blachmans vinger i "X Factor"-kategorien med unge solister under 23, men parret har endnu ikke fortalt det til deres mentor.
- Vi har faktisk ikke sagt det til ham endnu. Men vi skal mødes med ham senere i dag (mandag, red.), siger parret til DR.
Det tredje unge talent i kategorien, Chili, glæder sig over sine kollegers kærlighed og skreg ifølge Danmarks Radio af begejstring, da Martin og Mia fortalte, at de var blevet kærester.
Kæresteparret blev stemt direkte videre under årets første liveshow fredag den 17. februar. De står på scenen som igen fredag aften, hvor endnu en deltager skal forlade "X Factor".
/ritzau/FOKUS