Ritzau
Opdateret kl. 15:02
Komplet uansvarligt.
Sådan lyder det fra klimachefen i organisationen WWF, John Nordbo, efter at præsident Trumps ifølge netmediet Axios angiveligt trækker USA ud af klimaaftalen fra Paris.
- USA står for 15 procent af det globale udslip af drivhusgasser, og det betyder selvfølgelig noget på sigt, om USA får nedbragt udslippet, siger han.
Tendensen er lige nu, at det amerikanske udslip falder år for år, fortæller John Nordbo.
- Men det er klart, at vi skal have USA tilbage i det internationale klimasamarbejde, og det amerikanske udslip skal reduceres på kort sigt, siger han.
Klimachefen vurderer dog ikke, at det vil få den helt store effekt på klimaaftalen, hvis Donald Trump trækker USA ud.
- Der er store aktører som Kina, Indien og EU, som klart har markeret, at de har tænkt sig at leve op til forpligtelsen og stå bag aftalen fremover, siger John Nordbo.
Det er endnu ikke bekræftet fra officielt hold, at amerikanerne trækker sig fra aftalen, der lægger op til, at klodens opvarmning skal holdes under maksimalt 1,5-2 grader i forhold til det førindustrielle niveau.
Donald Trump har tidligere kaldt klimaforandringer "et svindelnummer", der er opfundet af Kina.
Under G7-topmødet i sidste uge nægtede den amerikanske præsident at støtte en hurtig implementering af klimaaftalen, sådan som de seks andre førende økonomier gjorde.
Han tweetede derefter, at han ville træffe beslutning i sagen i denne uge.
/ritzau/