Caroline Wozniackis tennisoffer i anden runde af Australian Open, den 16-årige kroat Donna Vekic, lægger ikke skjul på, at hun ser op til den tidligere danske verdensetter.
Vekic håber, at hun de kommende år kan gentage Wozniackis bedrifter.
- Kampen i dag vil hjælpe mig i fremtiden. Det var en virkelig god oplevelse, siger Donna Vekic efter nederlaget på 1-6 og 4-6 til Wozniacki, som er lidt af et forbillede for hende.
- Jeg har set hende på tv, og lige pludselig spiller man mod hende, og det er bare rart. Jeg føler, at jeg hører til på banen med topspillere, siger den kroatiske teenager.
Efter kampen skrev Wozniacki på Twitter, at hun regner med, at tennisverdenen kommer til at se mere til Donna Vekic i fremtiden.
- Det er rart. Jeg vil være nummer et. Jeg vil gøre alt det, hun har gjort, i fremtiden. Jeg plejede at se en hel del op til hende, så det er rigtig rart, siger Vekic.
Selv om der bagefter var ros fra Wozniacki, så kan kroaten gøre det endnu bedre.
- Jeg spillede ikke mit bedste, og jeg kæmpede med uprovokerede fejl i begyndelsen, men i andet sæt fik jeg mere styr på mit spil.
- Wozniacki spillede rigtig godt i dag og lavede ikke så mange uprovokerede fejl - sådan som hun normalt spiller, siger Donna Vekic.
/ritzau/