Caroline Wozniacki skal spille sin kvartfinale mod spanske Carla Suárez Navarro på Australian Opens største arena, Rod Laver Arena, tirsdag aften lokal tid.
Det oplyser arrangørerne tidligt mandag morgen lokal tid.
Den andenseedede danskers kamp er planlagt til at begynde efter opgøret mellem spanske Rafael Nadal og kroatiske Marin Cilic, der begynder klokken 19.
Det betyder, at man kan forvente et starttidspunkt mellem klokken 11 og 13 dansk tid tirsdag.
Trækker herrernes kvartfinale ud, kan der blive tale om en natteforestilling for de op mod 15.000 tilskuere på Rod Laver Arena.
Dermed skal Caroline Wozniacki ændre rytmen igen, efter at hun spillede sin ottendedelsfinale om eftermiddagen lokal tid, mens tredjerundekampen mod Kiki Bertens også blev spillet sent om aftenen.
Wozniacki vil allerede inden kvartfinalekampen mod Suárez Navarro vide, hvem der venter i en eventuel semifinale.
Det bliver nemlig vinderen af kampen mellem ukrainske Elina Svitolina, der er fjerdeseedet i Melbourne, og Elise Mertens fra Belgien. Den kamp forventes at gå i gang klokken 13 lokal tid.
/ritzau/