Wozniacki kollapser trods uddeling af nyt æg

Sport

Caroline Wozniacki har vist tårnhøjt niveau ved WTA Finals i Singapore. Fredag fortsatte hun uddelingen af tennislektioner i første sæt mod Caroline Garcia i sidste gruppekamp, men herefter gik danskeren i stå.

Efter at have kostet rundt med den franske kvinde i første sæt, kom Wozniacki i problemer og endte med at tabe 6-0, 3-6, 5-7.

Wozniacki var dog på forhånd klar til semifinalen, men nu vides det ikke, om hun ender som etter eller toer i sin gruppe.

Med 6-0 i første sæt fredag har Wozniacki uddelt æg til samtlige sine tre modstandere i gruppen.

Simona Halep blev slået 6-0, 6-2, mens Elina Svitolina blev slået 6-2, 6-0 i første kamp.

Wozniacki var sikker på en plads i semifinalen allerede inden kampen, mens Garcia havde brug for en sejr, hvis hun ville i semifinalen.

Men franskmanden var aldrig i nærheden af noget som helst i første sæt.

På blot 22 minutter kørte Wozniacki sættet ind på kontoen med 6-0.

Fra starten af andet sæt kom Garcia bedre med. Wozniacki måtte slide hårdt for at holde serv til 1-0, og efterfølgende kom franskmanden på tavlen med et rent serveparti.

Danskeren fortsatte med at have det svært i egen serv, og ved stillingen 2-2 gik den ikke længere. For første gang i turneringen blev danskeren brudt.

En frustreret Wozniacki diskuterede med stigedommeren, mistede koncentration og endte med at tabe sættet 3-6 efter at være blevet brudt tre gange.

Til tredje sæt var danskeren tilbage på et højere niveau. Samtidig lavede Garcia flere fejl, og Wozniacki spillede sig på 3-1.

Dog haltede danskerens førsteserveprocent en del, og det gav hende hårdt arbejde i egne servepartier.

Det lykkedes dog at holde serv indtil 5-4, men da sejren skulle serves hjem, fejlede danskeren. Garcia brød tilbage.

I det efterfølgende parti var danskeren foran 40-0, men Garcia overlevede tre breakbolde og bragte sig i front med 6-5, hvorefter hun brød Wozniacki til sætsejr på 7-5.

/ritzau/