Wozniacki i vild jubel: Klar til finale

Wozniacki blev ved med at holde hovedet koldt, da hun uddelte æg til verdens nummer et og tog en finaleplads.
Caroline Wozniacki tog en stor skalp, da hun vandt semifinalen over verdensranglistens nummer et.
Caroline Wozniacki tog en stor skalp, da hun vandt semifinalen over verdensranglistens nummer et. Foto: Kazuhiro Nogi/AFP

Caroline Wozniacki peger på koncentration som en nøgle til, at hun lørdag spillede sig i finalen ved Pan Pacific Open i Tokyo ved at slå Garbiñe Muguruza.

Danskeren var overlegen fra start til slut, og i andet sæt endte hun med at uddele noget så sjældent som et æg til en verdensetter.

- Selvfølgelig tænker man ikke over, hvad der står, når man er ude på banen. Jeg blev bare ved at med at holde hovedet koldt og spille aggressivt, siger Wozniacki om sejren ifølge AFP.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Hun endte med at vinde 6-2, 6-0, og der var tydelig forbedring i forhold til fredagens kvartfinale, hvor Wozniacki måtte afværge to matchbolde for overhovedet at komme videre til semifinalen.

Danskeren havde ikke forventet, at hun ville være så overbevisende mod verdens nummer et, siger hun ifølge TV2 Sport.

- Nej, slet ikke. Muguruza er en stor spiller, som holder højt niveau. Men jeg steppede op i dag, jeg gik efter mine slag, og jeg spillede godt. Det er jeg glad for. Jeg servede godt, jeg returnerede godt, siger Wozniacki.

Efter ydmygelsen medgiver Garbiñe Muguruza, at hun blev ramt af et dansk lokomotiv.

- Jeg løb tør for energi, og jeg beherskede ikke de vigtige slag. Jeg er meget skuffet, men jeg må også erkende, at hun spillede bedre end mig, siger Muguruza ifølge AFP.

Søndagens finale bliver spillet tidligt om morgenen dansk tid. For Wozniackis vedkommende er der tale om den syvende finale i år. Danskeren har tabt sine seks første finaler i 2017.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.