Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki får en på papiret overkommelig indledning på WTA-turneringen i Indian Wells.
Det står klart, efter at der natten til tirsdag er trukket lod til turneringen.
Første store udfordring kan således meget vel blive tyske Angelique Kerber, der er seedet til at møde danskeren i kvartfinalen.
I første runde sidder Wozniacki over, inden hun i anden runde møder vinderen af kampen mellem ukrainske Lesia Tsurenko, der er nummer 40 i verden, og en endnu ukendt kvalifikationsspiller.
Dermed burde den andenseedede dansker med nogenlunde lethed kunne spille sig videre til tredje runde i den prestigefyldte turnering.
Og hvis de øvrige spillere ellers lever op til deres seedninger, så venter her estiske Anett Kontaveit (seedet som nummer 28).
I fjerde runde kan Wozniacki potentielt løbe ind i 13.-seedede Sloane Stephens. Amerikaneren har været i dårlig form i år og røg blandt andet ud i første runde ved årets første grand slam-turnering, Australian Open.
Bliver det til sejr, venter der formentlig Wozniacki en noget større udfordring i kvartfinalen. Her er hun nemlig seedet til at stå over for verdens nummer ti, tyske Angelique Kerber.
Kerber nåede til semifinalen i Australian Open og har generelt været godt spillende i 2018. Tyskeren fører også den indbyrdes statistik mod Wozniacki med otte sejre og seks nederlag.
Wozniacki vandt dog det seneste opgør mellem de to. Det skete i februar i Doha, hvor danskeren trak sig sejrrigt ud af et intenst opgør.
Skulle det ende med dansk sejr i kvartfinalen, kan Elina Svitolina (seedet som nummer fire) eller Venus Williams (otte) vente i semifinalen.
Simona Halep er som verdensetter seedet til at nå finalen.
Turneringen i Indian Wells betragtes som en af de mest prestigefyldte, hvis man ser bort fra de fire grand slam-turneringer. Wozniacki triumferede i 2011 med en finalesejr over Marion Bartoli.
/ritzau/