Lørdag aften vandt Wigan overraskende FA Cuppen med en finalesejr over Manchester City, men søndag var der ikke så meget at fejre.
Wigan, som ligger under nedrykningsstregen i Premier League, kunne i næstsidste spillerunde se alle fire klubber lige over dem hente point, hvilket betyder, at Wigan trods to kampe igen af sæsonen får meget svært ved at redde tilværelsen i det fine selskab.
Newcastle og Norwich ser ud til at have sikret sig endnu en sæson i Premier League, efter at de to nedrykningskandidater sejrede over henholdsvis Queens Park Rangers og West Bromwich Albion.
2-1 vandt Newcastle ude over QPR, mens Norwich gik målamok og vandt 4-0 på hjemmebane. Dermed er både Newcastle og Norwich seks point foran Wigan.
De to nedrykningskandidater Sunderland og Southampton spillede 1-1 mod hinanden, og duoen er dermed fire point foran Wigan, der tirsdag spiller holdets kamp i næstsidste spillerunde ude mod Arsenal.
Efter FA Cup-sejren kan det godt være, at Wigan-spillerne kommer med selvtillid til London, men her vil Arsenal-mandskabet formentlig være yderst motiveret, eftersom klubben kæmper for en Champions League-plads.
Queens Park Rangers og Reading er de to første nedrykkere fra denne sæsons Premier League.
I den bedre del af tabellen fik Everton-manager David Moyes en fin afsked med hjemmebanepublikummet, da Everton vandt 2-0 over West Ham.
Moyes skal efter sommeren afløse Alex Ferguson i Manchester United, og Moyes leverer Everton på en fin sjetteplads uanset resultaterne i sidste spillerunde.
Liverpool uden Daniel Agger sejrede 3-1 ude over Fulham. Daniel Sturridge scorede hattrick for gæsterne.
/ritzau/