Den amerikanske basketball-stjerne Russell Westbrook fortsætter med at dominere kampene i verdens bedste basketball-liga, NBA.
Natten til tirsdag dansk tid præsterede Oklahoma City Thunder-spilleren sin tiende triple-double i træk i 120-111-sejren over Portland Trail Blazers.
Dermed sætter han sig alene på rekorden, efter at han i sidste runde tangerede basketball-ikonet Wilt Chamberlains rekord fra 1968.
En spiller noteres for en triple-double, når vedkommende laver et tocifret antal i tre ud af de fire kategorier, point, assist, rebounds og blokader.
Westbrook skrev sig ind i historien med en tiende assist med fire minutter tilbage af mandagens kamp mod Portland Trail Blazers. Han nåede at lave endnu en og endte på i alt 21 point, 14 rebounds og 11 assister.
Russell Westbrook blev for to år siden den blot anden spiller, der i gennemsnit har ligget over en triple-double for en hel sæson.
Han fulgte op med at gøre det samme i 2017/2018-sæsonen og har i øjeblikket kurs mod sin tredje sæson i træk med en gennemsnitlig triple-double.
Før mandagens kamp lå han på 21,2 point, 11,2 assister og 11,1 rebounds per kamp for sæsonen.
Westbrook har alene i denne sæson lavet 23 af slagsen og ligger med 127 i alt på en samlet tredjeplads på listen over alle NBA-spillere i historien.
Kun Oscar Robertson (181) og Magic Johnson (138) har præsteret flere.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.