"Jeg er terrorist, har en bombe i posen og sprænger banken i luften, hvis I ikke giver mig penge."
Sådan råbte en maskeret mand på gebrokkent engelsk tirsdag middag under et røveri mod Danske Bank i Allerød i Nordsjælland.
Men han havde valgt det forkerte sted, for banken er pengeløs, skriver lokalavisen.dk. Og da manden endelig havde forstået, at der ikke var nogle penge at røve, stak han af på en damecykel.
'Et amatøragtigt forsøg på et bankrøveri,' lyder det fra Nordsjællands Politi, der nu efterlyser røveren.
Ifølge politiets signalement var der tale om en lille mand, omkring 160 cm høj, mørklødet, spinkel af bygning og muligvis fra Mellemøsten.
Han var iført en mørk hættetrøje med lynlås, havde sort/mørkt tørklæde for munden, blå jeans og sorte snørestøvler, havde en mørk pose i hånden og talte gebrokkent engelsk.
Oplysninger til Nordsjællands Politi på telefon 49 27 14 48.
Se flere videoer på Localeyes.dk