Når Mikkel Kessler og Carl Froch sent lørdag aften træder ind i bokseringen i O2 Arena i London, vil store sportspersonligheder som fodboldspilleren Wayne Rooney, tennisdarlingen Andy Murray og golfstjernen Rory McIlroy følge med ved ringside.
Ifølge Sky Sports var Manchester United-spilleren Wayne Rooney blandt de første til at sikre sig en plads til boksebraget. Og det til trods for, at Champions League-finalen mellem Bayern München og Dortmund også spilles i London lørdag aften.
- En masse fodboldspillere kimer mig ned nu, hvor fodboldsæsonen endelig er ovre, fortæller Carl Frochs promoter Eddie Hearn til Sky Sports.
- Men Wayne Rooney var den allerførste til at ringe og købe VIP-billetter.
Eddie Hearn meddeler også, at selv om der forlængst er meldt udsolgt til mødet mellem Kessler og Froch, bliver han stadig kimet ned af film- og musikkendisser, der forsøger at få billetter til det, som han kalder "årtiets kamp".
Tidligere danske fodboldidoler som Peter Schmeichel, Jan Mølby og Frank Arnesen har også meldt deres ankomst til O2 Arena. Og Liverpools danske forsvarskrumtap Daniel Agger dropper ligeledes Champions League og tager til London for at se boksning.
Kampen i O2 Arena begynder efter planen lidt efter midnat dansk tid.
/ritzau/