VVS'er om Arbejdstilsyn: Pressede i hoved og røv - rykker kun ud til dødsulykkker

Det er katastrofalt, at Arbejdstilsynet skal spare år efter år, mener VVS'er Lars Andersen. (Foto: Foto: Privat.)

Arbejdstilsynet er under stærkt pres på grund af besparelser. Det kommer til at gå ud over arbejdsmiljøet. VVS'er frygter, at hans yngre kolleger kommer til at se flere dødsulykker i fremtiden.

VVS’eren Lars Andersen appellerer nu direkte til Folketingets politikere om at droppe fortsatte millionbesparelser på Arbejdstilsynet.

Indenfor de seneste seks år har han oplevet to dødsfald på byggepladser på grund af manglende sikkerhed og dårligt arbejdsmiljø.

- Det er katastrofalt, at Arbejdstilsynet skal spare år efter år. Det kan betyde, at jeg kommer til at arbejde på flere byggepladser med dødsfald. Når Arbejdstilsynet ikke har ressourcerne til at have folk til at komme ud og lave forebyggende arbejde, er det helt sikkert, at der kommer flere arbejdsulykker, og det har jeg det ret dårligt med, siger Lars Andersen.

En ny undersøgelse fra rådgivningsfirmaet COWI udarbejdet for LO advarer om store konsekvenser af faldende bevillinger til Arbejdstilsynet.

- Det kan få negative følger for den fortsatte udvikling og forbedring af arbejdsmiljøet på danske arbejdspladser, står der i rapporten. Blandt andet fremgår det, at antallet af tilsynsbesøg på virksomhederne er faldet de seneste otte år.

Pressede i hoved og røv

Ifølge VVS’eren taler håndværkerne ude på byggepladserne dagligt om, at Arbejdstilsynet er en skygge af sig selv.

- I foråret var jeg på en byggeplads, hvor der skete en arbejdsulykke. Arbejdstilsynet kom ikke, fordi de ikke havde ressourcer. Vi fik en udtalelse fra dem, om at de ikke havde tid på grund af underbemanding og kun kommer ud i forbindelse med dødsulykker. Det er, fordi de er pressede i hoved og røv, og det synes jeg da er forfærdeligt, pointerer han.

VVS’eren Lars Andersen har ikke noget imod at blande sig i den aktuelle finanslovsforhandling.

Da han begyndte i faget for 18 år siden, kunne den nu 35-årige VVS'er ringe til Arbejdstilsynet, hvis der var problemer, og der kom prompte en tilsynsførende.

- Men det er gået ned ad bakke de senere år, og i dag kommer Arbejdstilsynet kun ud i ekstremt alvorlige tilfælde og kun, hvis fagforeningen trækker i de rigtige tråde og lægger pres på for at hive dem herud. Det er et svigt fra politikernes side, at de ikke vil sikre os et sikkert og godt arbejdsmiljø, siger han.

Har oplevet to dødsulykker indenfor seks år

Derfor mener han, at finansministeren skal finde rigtig mange millioner til Arbejdstilsynet på næste års finanslov. Og hvis Kristian Jensen ikke selv kan finde pengene, mener han, at Dansk Folkeparti bør presse på.  

- Vi skal have flere kvalificerede medarbejdere hos Arbejdstilsynet, så de kan lave kontrolbesøg og præventivt arbejde og have tid til at komme ud, når ulykken sker. Ellers kommer jeg til at opleve flere dødsulykker på byggepladser, og hvis jeg har oplevet to dødsfald indenfor seks år, hvad kommer mine lærlinge så ikke til at opleve, spørger han.