Der er større chance for at spotte en nykøbt sportsvogn på de danske landeveje denne sommer end den forrige.
Det skriver Fagbladet 3F.
Tal fra De Danske Bilimportører (DDB) viser, at der er blevet købt fire gange så mange sportvogne som Mazda MX5, Maserati Ghibli og Mercedes AMG/GT i april, maj og juni i år end i samme periode sidste år.
Det skyldes ifølge forbrugsøkonom fra Nordea, Ann Lehmann, at nedsættelsen af registreringsafgiften vejer tungest på de luksuriøse biler.
- Det er på de helt dyre biler, at besparelserne er størst. Har du en meget stærk økonomi og trang til dyre biler, kan du efter ændringen købe meget billigere biler, siger hun.
Der holder i det hele taget flere og flere dyre biler i de danske carporte. Tallene fra DDB viser, at der sidste år blev solgt 55.320 biler i 2. kvartal. Det tal er i 2016 steget til 64.639 biler.
De knap ti tusind ekstra solgte biler er alle i den dyrere ende af skalaen. Det drejer sig om SUV'er, MPV'er og mellemstore biler som Opel Astra og Skoda Octavia. Altså biler der alle overstiger en pris på omkring 170.000 kroner.
- Mellemklassebilerne er blevet mere attraktive for familier eller personer, der tidligere købte enten mikrobil eller en lille bil, forklarer forbrugsøkonom Ann Lehmann.
Gunni Mikkelsen, administrerende direktør hos DDB, regner med, at 2016 ender ud i endnu et rekordår, hvad bilsalget angår.
- Nedsættelsen af registreringsafgiften er kommet den forbruger til gode, der normalt vil købe en bil i mellemklassen eller opefter, da registreringsafgiften ikke har nogen betydning for bilerne i de billigste klasser, nemlig mikro- og lille bil, siger han til Fagbladet 3F.
Tidligere lå den højeste afgiftssats på 180 procent, nu er den på 150 procent for de dyrere biler.