Efter tre kampe på isen måtte den danske førstemålmand Frederik Andersen se kampen mod Rusland fra udskiftningsbænken.
Her kunne han se sin konkurrent Simon Nielsen sprælle mellem stængerne og efter en nervøs start levere en fin præstation i 1-3-nederlaget, som også fik pæne anmeldelser fra landstræner Per Bäckman.
- Jeg synes, han spillede rigtig godt. Det var stabilt hele vejen igennem. Han er en af mine bedste venner, så det var fedt at se, siger Frederik Andersen dagen derpå.
- Jeg ville selvfølgelig gerne have spillet, men jeg forstår godt, at Simon fik chancen. Vi har en masse hårde kampe, så det var okay, at jeg skulle sidde ude, lyder det fra Frölunda-målmanden.
Med en redningsprocent på 86,7 i sine tre kampe har Frederik Andersen ikke helt leveret de mirakler, som håbet før turneringen efter hans store sæson i den svenske eliteserie.
- I kampen mod Italien var jeg ikke helt oppe på mit normale niveau, men ellers synes jeg, jeg har stået en god turnering, vurderer Frederik Andersen selv.
Til sammenligning kunne Simon Nielsen efter kampen mod Rusland konstatere, at han havde reddet 94,2 procent af de russiske forsøg. Men samtidig trækker det fra, at han nok burde have reddet Ruslands første mål i en aktion, han efterfølgende selv kaldte et drop.