Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 19:11
Torsdag aften spiller det danske U21-landshold sidste testkamp inden EM-slutrunden i Tjekkiet senere på måneden, og til manges overraskelse var den i første omgang vragede Lucas Andersen at finde i startopstillingen til kampen mod Sverige.
Men det er der en god forklaring på. Han skal nemlig med stor sandsynlighed alligevel med til slutrunden grundet en skade til Emil Berggreen.
- Vi er så usikre på Emil Berggreen, at vi med stor sandsynlighed tager Lucas Andersen med til Prag i tilfælde af, at Emil Berggreen ikke kan spille. Det er jo også derfor, at Lucas Andersen skal være med i testkampen mod Sverige, siger Jess Thorup til DR Sporten.
Lucas Andersen har haft et specielt forløb omkring både U21-landsholdet og A-landsholdet i den seneste tid.
For efter at være blevet vraget til U21-truppen til EM blev han efterudtaget til A-landsholdet, da der manglede superligaspillere til kampen mod Montenegro. Og skader i U21-truppen gjorde, at han derefter blev indlemmet hos Jess Thorup som gardering.
Nu kan det meget vel være, at han skal se at få pakket sine ting til slutrunden i Tjekkiet.
Danmarks startopstilling til testkampen mod Sverige lyder som følger:
Jakob Busk - Frederik Sørensen, Alexander Scholz, Patrick Banggaard, Jonas Knudsen - Lasse Vigen, Christian Nørgaard, Lucas Andersen - Uffe Bech, Nicolai Brock-Madsen, Rasmus Falk.
/ritzau/