240 milliarder kroner.
Så mange penge brugte ATP på at holde Danmark på det rette finansielle spor, da finanskrisen var på sit højeste. Det skriver Berlingske torsdag.
Pengene, der stammer fra danskernes opsparede pensionsmidler, blev skudt ind i den finansielle sektor fra september 2008 til november 2010.
"Hovedformålet har været at holde hånden under den finansielle sektor, herunder bankerne, renteniveauet mv.", fremgår det af en opgørelse fra 2010, som Berlingske er i besiddelse af.
Ifølge avisen var ATP's samlede aktiver ved udgangen af september 2008 436 milliarder kroner. Dermed står det klart, at det var en meget betydelig del af formuen, der blev brugt til at sikre den finansielle stabilitet i Danmark.
Finanskrisen blev som bekendt sparket rigtigt i gang, da den amerikanske bank Lehman Brothers krakkede i 2008. Herhjemme fik blandt Danske Bank problemer.
Overfor Berlingske understreger den afgående nationalbankdirektør Nils Bernstein, at omstændighederne i de hektiske dage efter kollapset i Lehman Brothers i september 2008 var højst usædvanlige.
- Konkursen i Lehman Brothers kom samtidig med, at Danmark blev udsat for en valutakrise, så der var behov for meget kraftige reaktioner fra det offentliges side, siger Nils Bernstein, der dog ikke mener, at Nationalbanken brugte ATP som en slags finanskrisehjælper.
- Sådan ser jeg det ikke. ATP må i situationen selv have vurderet, at de var interesseret i at få nogle danske statsobligationer, som vi vidste, at der var en betydelig interesse for, siger Bernstein.
ATP' s fondsdirektør, Henrik Gade Jepsen, bekræfter, at ATP under finanskrisen investerede massivt i den danske finanssektor.
- Finanskrisen betød, at der blev uro om kronen, og at de danske renter steg mere end i udlandet, så det var en kæmpe købsmulighed for os. Dermed kom vi indirekte til at støtte den finansielle sektor, siger Henrik Gade Jepsen til Berlingske.
Han understreger, at ATP først og fremmest så det som en stor forretningsmulighed.
- Selv om vi selvfølgelig heller ikke har nogen interesse i, at det hele vælter, siger han.
/ritzau/