Illegale indvandrere i USA er en massiv arbejdskraft i landbruget, og de har ingen eller få rettigheder. En dokumentarfilm viser, at der har været hundredevis af sager om sex-chikane og voldtægt, men ingen er dømt.
Latinske kvinder er så "vant" til sex-chikane under arbejde i frugtplantager og på marker, at arbejdspladserne får øgenavne som "trusse-marker" eller "grønne moteller". Tilsvarende misbrug er i filmen dokumenteret på et slagteri og hos en stor æg-producent.
Det anslås, at der findes en halv million papirløse indvandrere i USA, og de fleste af dem er spansk-talende, der ikke kender reglerne i samfundet og ikke kan engelsk. Kvinder er jævnligt ofre for sex-chikane og decideret voldtægt af deres formænd og ledere, der opfører sig, som om kvinderne er deres ejendom.
Ofre står frem
Dokumentarfilmen beskæftiger sig med en stribe kvinder, der står frem og fortæller om fire sager fra meget store agro-industrielle virksomheder. Amerikansk lovgivning siger, at virksomheden kan gøres ansvarlig for ansattes adfærd.
En af de anklagede virksomheder indgik en kompromis og betalte 7 millioner dollar uden at blive tiltalt. I andre sager, der er kommet for retten, er firmaerne frikendt.
At kvinder i mængder er udsat for sex-misbrug synes veldokumenteret, ligesom de anklagede mænd, som programmet finder frem til, nægter at kende noget som helst til forholdene. At immigranter uden papirer frygter for deres fremtid, hvis de klager, er forståeligt.
Bag debatten om problemet og indsatsen imod sex-chikane står et lille kontor, der hedder Equal Employment Opportunity Commission, EEOC. Dets leder Bill Tamayo fastslår, at sex-chikane i markerne har været en velkendt "hemmelighed" i årtier. Hans kontor har de senere år gjort en mærkbar indsats.
Frygt for deportation
Politiet, der skal modtage klagerne, er også den instans, der hjælper fremmedpolitiet med deportationer. En kvindes klage over at være blevet voldtaget ude på en mark kan være vanskelig at bevise. Klager til arbejdsgiveren synes utænkelige.
En illegal indvandrer har gæld, måske til en menneskesmugler, og prøver at forsørge sin familie på en lav løn. Samtidig kan de blive deporteret blot ved et telefonopkald fra en person, der vil dem ondt. USA deporterer 1.400 illegale indvandrere i døgnet.
Dokumentarfilmen "Rape in the fields" bygger på en et år lang dybdeborende undersøgelse af immigrantkvinders vilkår i amerikansk landbrug. Den er netop vist på PBS-tvstationer overalt i USA som en del af serien Frontline. Med i produktionen er Center for Investigative Reporting fra hvis hjemmeside, man kan se den timelange dokumentar.