Anmeldelsen af en voldtægt i Kalundborg 13. juli lød på, at fem mænd var involveret i en voldtægt af en 19-årig pige på en parkeringsplads bag en biograf. Men efter pigens forklaring, vurderer politiet, at der er tale om en falsk anmeldelse.
- Ud fra pigens forklaring vurderer vi, at det hændelsesforløb hun beskriver, ikke tidsmæssigt har kunnet lade sig gøre. Vi har derfor sigtet pigen for falsk anmeldelse, siger politikommissær Jacob Olsen fra Midt og Vestsjællands Politi.
Ifølge hende blev hun overfaldt og trukket hen på en parkeringsplads, hvor fire mænd holdt hende fast, mens en femte begik fuldbyrdet voldtægt.
Politiet har tidligere udtalt til Ritzau, at de modtog 'forbavsende få' tip om voldtægten.
- Vi skylder folk i Kalundborg at sige, at anmeldelsen om voldtægten nu er frafaldet, siger politikommissæren.
/ritzau/