En 24-årig mand blev torsdag eftermiddag stukket i maven med en kniv på Jyllingevej i den københavnske bydel Vanløse.
Det oplyser Københavns Politi, som fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 15.37.
Fire mænd, der kender hinanden, var på en restaurant, da de kom op at skændes. Skænderiet fortsatte ude på gaden, hvor det altså endte med, at den 24-årige blev stukket ned.
Han blev bragt til sygehuset og er torsdag aften uden for livsfare.
Kort efter knivstikkeriet anholdt politiet en 29-årig mand i nærheden.
- Han har medvirket til det, men det er efter vores opfattelse ikke ham, der har ført kniven. Derfor leder vi lige nu efter den formodede gerningsmand, siger vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi.
Politiet ved, hvem man leder efter, men vagtchefen vil torsdag aften ikke komme nærmere ind på, hvem han er.
Ingen af de fire involverede var i forvejen kendt af politiet.
Når den eftersøgte mand bliver anholdt, vil han blive sigtet for drabsforsøg og fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling.
Det er torsdag aften ikke afgjort, om den anholdte 29-årige mand vil blive løsladt igen, eller om han også skal fremstilles i grundlovsforhør.
/ritzau/