En større redningsaktion er lige nu i gang i Næstved. En mand er nemlig forsvundet under en 30 ton tung kran efter en ulykke på havnen. Det skriver Ekstra Bladet.
Dansk milliardær vil bygge sin egen by
Vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortæller, at ulykken er sket i forbindelse med, at den tunge kran skulle hive både op af vandet.
- Kranen skal køre ned ad en rampe, men så svigter bremserne angiveligt, og den vælter ned over båden, siger vagtchef Ove Christoffersen til Ekstra Bladet.
Til TV2 Øst fortsætter han:
- Desværre er der en mand ombord på båden. Han ligger inde i båden, som ligger under vand.
Ifølge vagtchefen har dykkere været nede i båden. Men da kranen holder ovenpå, er der steder, de ikke kan komme ind, før kranen er flyttet.
TV2 Øst har talt med Jan Pagter Simonsen, der er indsatsleder ved Midt- og Sydsjællands Brand & Redning. Han oplyser, at chancerne for, at manden overlever ulykken, ikke er særlig store.