Voldsom ulykke: Flere tilskadekomne - person fløjet på sygehuset

Politi og brandvæsen er til stede ved trafikulykke i Frederiksværk fem personer er kommet til skade.
En person er lørdag eftermiddag blevet fløjet med helikopter til Rigshospitalet.
En person er lørdag eftermiddag blevet fløjet med helikopter til Rigshospitalet. Foto: Jeppe Bøje Nielsen / Ritzau Scanpix

Fem personer kom lørdag eftermiddag til skade i et sammenstød mellem to biler i Frederiksværk.

Særligt én person kom hårdt til skade, lød meldingen fra Nordsjællands Politi.

Der blev igangsat en stor redningsindsats, hvor adskillige politibiler samt ambulancer og brandvæsen var på stedet.

Det var en kvindelig bilist, der var på vej sydpå, som svingede ind foran en bil, der var på vej mod nord. Der sad fire personer i bilen.

Den 68-årige kvindelige bilist kom alvorligt skade og blev sendt til Rigshospitalet i en helikopter.

Natten til søndag oplyser Nordsjællands Politi, at kvindens tilstand er stabiliseret, og at hun er uden for livsfare.

De fire personer i den anden bil blev kørt til Hillerød Hospital med mindre skader.

Ulykken skete ved Hundestedvej ved Ellevej i Frederiksværk. Vejen var spærret en rum tid efter ulykken, men er åbnet for trafik igen lørdag aften.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.