Ritzau
Opdateret kl. 18:34
En 87-årig mand har torsdag eftermiddag mistet livet i en trafikulykke i Havndal nord for Randers.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ulykken skete omkring klokken 15.20 i krydset mellem Vinstrupvej og Dalbyovervej.
Her kom den ældre mand kørende ud i krydset fra Vinstrupvej.
Ifølge politiet overholdt han ikke sin ubetingede vigepligt, og hans bil blev ramt af en anden bil, der kom kørende ad Dalbyovervej.
Føreren af den anden bil var en 24-årig kvinde. Hun er bragt til sygehuset med mistanke om et brækket ben.
Som altid ved alvorlige trafikulykker er en bilinspektør tilkaldt for at undersøge ulykkesstedet og de involverede biler.
/ritzau/