Voldsom skovbrand er tredjestørste i Californiens historie

En alvorlig skovbrand plager fortsat Californien. Tusindvis af hjem er truet, mens den nærmer sig større byer.
8000 brandmænd kæmper den tredjestørste skovbrand i Californiens historie, som dækker over 100.000 hektarer.
8000 brandmænd kæmper den tredjestørste skovbrand i Californiens historie, som dækker over 100.000 hektarer. Foto: Josh Edelson/arkiv/AFP

En skovbrand, der opstod 4. december i Californien, har nu vokset sig så stor, at det er den tredjestørste i den amerikanske delstats historie. Det oplyser myndighederne.

Over 100.000 hektarer er brændt indtil videre. Det svarer til et område, som er dobbelt så stort som Falster.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

8000 brandmænd kæmper mod ilden, og der er taget 32 helikoptere og 78 bulldozere i brug. Alligevel er kun omkring 40 procent af flammerne inddæmmet.

Fredag fik brandmyndighederne grundet rolige vindforhold en chance for at få mere kontrol over branden. Men vinden forventes at tage til over weekenden, hvor tusindvis af hjem er truet.

Indtil nu har branden ødelagt flere end tusind bygninger, heriblandt over 700 hjem. Ifølge nyhedsbureauet Reuters har brandene tvunget over 94.000 mennesker fra deres hjem.

Torsdag tog branden livet af en 32-årig amerikansk brandmand.

De amerikanske brandmænd forsøger at stoppe branden fra at sprede sig til de større byer i Californien. Det frygtes blandt andet, at storbyen Santa Barbara kan komme i farezonen.

Ligeledes er byer som Carpinteria, Summerland og Montecito i risiko for at blive berørt af brandene. Brandvæsnet oplyser, at man er klar til at evakuere områderne, hvis ilden kommer for tæt på.

Siden 4. december har brandvæsnet kæmpet for at holde flammerne fra at sprede sig.

Ud over den tredjestørste skovbrand i Californiens historie, har flere andre skovbrande hærget i den sydlige del af delstaten. Men de er alle sammen inddæmmet.

Omkostningerne nærmer sig 89 millioner dollar - omkring 560 millioner kroner.

Der er hvert efterår risiko for voldsomme skovbrande i Californien. Det skyldes vejrfænomenet Santa Ana, hvor tørre vinde blæser ind over delstaten.

/ritzau/AP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.