Brasiliens hovedstad Brasilia blev tirsdag ramt af flere demonstrationer, der udviklede sig til voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter foran byens VM-stadion.
Det er den fortsatte utilfredshed med det kommende verdensmesterskab i fodbold, der endnu en gang bryder ud i lys lue, og urolighederne sker blot to uger inden, selve slutrunden starter.
De seneste måneder har landet været ramt af flere strejker og demonstrationer fra folk, der føler sig ramt af regeringens brug af milliarder af kroner på en fodboldslutrunde, i et land, hvor mange indbyggere føler, pengene burde være prioriteret anderledes.
Flere af tirsdagens demonstranter var indfødte indianere, der raser over, at regeringen har planlagt at gøre deres territorie mindre som følge af en udvidelse af byområdet.