Pernille kan ikke sige præcis, hvornår bægeret flød over, og volden og de verbale angreb blev for meget.
Nu er hun sygemeldt med stress for anden gang på grund af sit job som socialpædagog i socialpsykiatrien.
Men denne gang bliver den sidste, siger hun. For når hun engang bliver rask, må hun skifte job.
Pernille bor på Sjælland og er 50 år, men på grund af sin tavshedspligt som offentlig ansat, ønsker hun hverken sit rigtige navn eller navnet på sin tidligere arbejdsplads nævnt.
Næsten et årti arbejdede Pernille på bostedet for socialt udsatte. Men vedvarende symptomer på stress fik hendes læge til at trække i nødbremsen. Hendes fysik var på vej ud over afgrunden, og inden i voksede frygten for bostedets beboere ud af kontrol.
Jeg slår dig ihjel
- Psykotiske mennesker kan ændre personlighed på et splitsekund. Pludselig er du under angreb. Jeg er blevet slået på og har været udsat for kvælningsforsøg. Andre gange er jeg blevet skreget ind i hovedet, at nu bliver jeg slået ihjel. Man skal have hår på brystet for at arbejde med den slags, siger Pernille.
Til sidst kunne Pernille højest sove to - tre timer hver nat. Så blev hun vækket af mareridt. Og når arbejdsdagene sluttede, var hun tom i blikket som en zombie.
Vold og aggression var hverdagskost
Pernille mener selv, hun er robust nok til jobbet. Men efterhånden eskalerede de voldelige episoder og truslerne om vold. De sidste par år var den gal nærmest hver dag.
Mens Pernille har arbejdet på bostedet, har beboerne fået stadigt tungere psykologiske og sociale problemer. Det er problemer, som Pernille ikke mener, at bostedet er gearet til.
I socialpsykiatrien må man for eksempel ikke tvangsmedicinere psykotiske beboere, som man kan i psykiatrien. Så står personalet handlingslammede overfor tiltagende farlige beboere.
- Aggressioner fra visse beboere har det med at sprede sig til andre. I mit sidste halve år på bostedet havde selv rolige, faste beboere ændret adfærd, siger hun.
Mangel på opbakning
Mangel på opbakning fra psykiatrien var også med til at øge volden på bostedet.
- Selv hvis en beboer har en behandlingsdom kan hospitalspsykiatrien afvise at hjælpe, hvis beboeren bliver til fare for sig selv og sine omgivelser. De kan blot henvise til, at beboeren er i en habituel fase (behandlet og stabil tilstand, red.), og at man ikke kan gøre mere, siger hun.
Pernille overvejer at tage en ny uddannelse, men først skal kroppen og hovedet blive rask. Hun ønsker stadig - på sigt - at arbejde med mennesker. Men det bliver ikke på et nyt bosted