Du kender det sikkert fra din egen arbejdsplads: Hvert menneske er unikt og skal behandles sådan, for at passe i en helhed.
Sådan er det også med verdens dyreste og bedste fodboldspillere.
Forskellen er bare, at fodboldspillernes ego er forstærket 100 gange og deres fokus i livet er begrænset til fodbold.
Jeg skrev inden Frankrigs VM kamp mod Uruguay, at man kunne forvente, at Frankrig ville komme i farezonen og i overhængende fare for at få fiasko.
Det viste sig at være rigtigt, desværre for franskmændene.
Min antagelse byggede på en analyse, der viste alvorlige organisatoriske og ledelsesmæssige problemer i og uden for banen. Problemer, der kræver markante udskiftninger og ændringer.
Det har man ikke tid til i en VM slutrunde. Derfor var resultatet givet på forhånd.
Hold præsterer og kampe vindes, når en perlerække af gode præstationer og beslutninger tages. Går det galt et sted, kan alt vælte. Går det godt et andet sted, kan alt vindes.
Helt banalt handler fodbold om to hold med 11 spillere og et regelsæt, i kamp om bolden og med fokus på målscoring. Når man går lidt ned i materien, finder man ud af, at det er mennesker forklædt som fodboldspillere, det handler om.Hvor mennesker er, er der mentale hensyn at tage og personlige forhold at varetage.
Når man kritiserer spillere er det helt afgørende at huske på, at spillerne selv synes, at deres løncheck og status er fair i forhold til de afsavn, det pres og de forventninger folk har til dem. Derfor reagerer de, når noget ikke passer dem, de bukker ikke ydmygt i støvet, som nogen i debatten uvidende tror. Og husk på, at et spilleroprør kan være konstruktivt, men også desperat.
Når alt andet er prøvet, er det deres ultimative måde at sige til bestyrelse og omverden, at træneren er inkompetent og hindrer en udfoldelse af holdet. Spillerne ved, at det også skader dem, så det er ikke for sjovt at de gør det.Der er dog ingen tvivl om, at topspillere i forhold til mange andre erhverv, er feterede og forkælede. De forstår kun, det de vil forstå. De gør kun det, de vil gøre. De siger kun det, de har lyst til at sige. Forestil dig, at du på din arbejdsplads, kun havde kolleger der gjorde og sagde det, de havde lyst til. Det er meget præcist den udfordring en moderne toptræner står med i dag. En generation af spillere med et stort ego og bevidsthed om deres markedsværdi, disse individer skal træneren have til at fungere som en helhed, med alle de menneskelige aspekter der influerer.
Spillerne spiller kampene, men er ofte kun symptomet på alt det der foregår omkring holdet. Fungerer de omgivende kompetencer ikke, vil spillerne være de første, man kan se det på. Derfor er den første konfrontation ofte mellem spillerne og offentligheden (presse og fans).
Jeg har selv spillet professionelt i mange år og vil på ingen måde undsige spillernes ansvar, men ved for meget til at lade mine analyser begrænse her til.Man er nødt til tænke sig om og finde ud af, hvad der ligger til grund for de dårlige præstationer i en ellers stærk fransk spillertrup med verdensklassespillere. Glem alt om at de ikke er motiverede, det er de med sikkerhed. Men måske er de blevet demotiveret i en grad, at de ikke kan vende den negative spiral og derfor præsterer derefter.
Frankrigs træner hedder Raymond Domenech. En træner, der i mere end 4 år har været udskældt på grund af sin ringe mandskabspleje, mærkværdige fokus og utilstrækkelige resultater. Han har i denne periode ikke været tæt på at opnå spillernes sympati, respekt og anerkendelse.
Han har på ingen måde formået at skabe et stærkt hold af de verdensklasse individualister, han har til rådighed.Jeg har set adskillige arbejdspladser i det pulveriserede erhvervsliv bukke under på grund af dårlig ledelse. Ledelse, der forårsagede at medarbejderne meldte sig langtidssyge, boykottede, produktiviteten faldt drastisk og konflikter mellem medarbejdergrupper opstod. På det punkt er fodboldspillere nøjagtig lige så følsomme og afhængige af god ledelse, som andre mennesker og teams.
En træner har naturligvis det overordnede sportslige ansvar. Han har vetoret til at udtage og opstille de spillere, han finder bedst. Præsterer holdet ikke, er det sportsligt set, kun ham man kan drage til ansvar.I 2010 er afstanden fra de fine bonede gulve i det franske fodboldforbund, FFF og til banen ganske kort. Bestyrelsen har fuldt udviklingen tæt og har i mere end 4 år set på en utilstrækkelig træner, der ikke har formået at skabe et hierarki og fodboldhold. Det har i en stjernespækket og stolt trup forårsaget konflikter af nationale højder. Alarmklokkerne har ringet så længe, at mange i bestyrelsen åbenbart er blevet døve for lyden.
Formanden for bestyrelsen hedder Jean-Pierre Escalettes, han er ordførende og den almægtige. Han og bestyrelsen har ansvaret for at ansætte træneren til nationen. Det skal selvfølgelig være en træner der kan udnytte fransk fodbolds potentiale og skabe et stærkt verdensklasse hold.
Krisen har nået endnu et niveau : Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy mener åbenbart, at det er et nationalt anliggende og har kaldt spillerrepræsentanter til møde. Hvem siger, at VM-fodbold ikke er alvorligt og politisk? Jeg er ikke sikker på, at spillerne kan sætte ord på krisen, da den har pågået så længe, og problemet er så dybtgående, det må tiden dog vise. Følelserne er for tiden så store, at ord nok kun dræber.
Fodbold er ligesom andre virksomheder organisatorisk hierarkisk inddelt. Derfor placerer jeg ansvaret, hvor det SKAL ligge. Alt andet er noget vrøvl.Der kan i visse situationer være formildende omstændigheder, men det er der altså ikke i denne sag.
I en krise af denne art skal ansvaret placeres og konsekvenserne drages.Jeg vil håbe for fransk fodbold, at formanden Jean-Pierre Escalettes sammen med hans loyale bestyrelsesmedlemmer bliver sat på porten. Alt andet vil være unfair, uansvarligt og påvirke opbygningen af et nyt slagfærdigt fransk landshold negativt.