Guld-festen fortsatte tirsdag aften for landsholdsoverraskelsen Nikolaj Øris.
Den nyslåede verdensmester i håndbold måtte dog bryde en aftale med sine sine klubkammerater fra Bjerringbro-Silkeborg, Nikolaj Markussen og Jóhan Hansen.
Aftalen var at mødes efter en flyvetur til Midtjyllands Lufthavn i Karup, men fest-prøvede Nikolaj Øris havde efter en mandag aften hos Remee på natklubben ARCH sammen med landsholdet ændret sine planer:
- Jeg fandt ud af, at jeg hellere ville med toget, fordi så passede det hele meget bedre. Så jeg sov lige lidt længere, og så tog jeg toget sidst på formiddagen i stedet for, fortæller han til TV2 Sport.
Med til historien hører også, at det nok hjalp Nikolaj Øris afsted til Jylland, at hans to klubkammerater ringede og vækkede ham ...
Havde han valgt flyet, havde han fået et par timer sammen med sin kæreste og to børn, men togløsningen gav ham ifølge TV2 Sport kun ti minutter med familien, før han drønede videre til tirsdagens aftaler.
- Der er ingen tvivl om, at min kæreste havde håbet, at jeg lige havde et par timer derhjemme, inden jeg skulle rundt og besøge sponsorer og være her på rådhuset. Men hun kender mig, og hun var ikke helt overrasket over, at jeg havde misset det fly, siger Nikolaj Øris til tv-stationen.