Vittinghus sender tysker ud i problemfyldt VM-åbning

Sport
Hans-Kristian Vittinghus var med til at sikre Danmark sejren i Thomas Cup i 2016. Nu jagter han personlig succes i Nanjing. (Foto: Foto: Johannes Eisele/AFP)

Hans-Kristian Vittinghus slog tyske Kai Schäfer efter tre sæt på en god dansk andendag ved VM i badminton.

Badmintonspilleren Hans-Kristian Vittinghus kan fortsat gøre sig forhåbninger om et stort resultat ved VM i Nanjing.

Den danske herresingle var i problemer mod den 25-årige tysker Kai Schäfer i første runde.

Derfor skulle danskeren, der er nummer 23 på verdensranglisten, bruge tre sæt, før han kunne nedlægge Schäfer, verdensranglistens nummer 104. Vittinghus endte med at vinde 21-13, 17-21, 21-7.

Danskeren var bagud 0-1 i første sæt, men efter det var han ikke bagud på noget tidspunkt i sættet.

I begyndelsen af andet sæt haltede Vittinghus lidt efter og kom bagud 3-7, før et par dumme tyske fejl gav danskeren lidt medvind. Duellanterne var lige frem til 17-17, før sættet faldt ud til tysk fordel.

Spændingen var dog til at overse i tredje og afgørende sæt, hvor danskeren hurtigt trak fra og vandt 21-7.

I anden runde får Vittinghus formentlig endnu hårdere modstand mod indoneseren Tommy Sugiarto. Sugiarto er seedet som nummer 15 i turneringen, og tilbage i 2014 vandt han VM-bronze i Ballerup.

Med sejren til Vittinghus endte andendagen ved VM med danske sejre i tre ud af fire kampe.

Herresinglen Anders Antonsen vandt uden kamp, mens mixeddoublen med Mathias Christiansen og Christinna Pedersen vandt, da modstanderne trak sig i slutningen af første sæt.

Damesinglen Mia Blichfeldt røg ud efter nederlag i tre sæt til thailænderen Ratchanok Intanon.

/ritzau/