Virtuel lagerhal sikrer penge til Microsoft i jævnt regnskab

Microsoft har onsdag aften udsendt sit regnskab for det forgangne kvartal.

Der er stadig medvind hos den amerikanske teknologigigant Microsoft.

De positive vinde har dog aftaget en smule, og selskabet er derfor kommet ud af det forgangne kvartal med et resultat, der lå en my under, hvad analytikerne havde forventet.

Det fremgår af selskabets regnskab, der er blevet udsendt onsdag aften.

Microsofts omsætning steg med 12,3 procent til 32,47 milliarder dollar, svarende til 212,1 milliarder danske kroner.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters havde analytikere på Wall Street i New York regnet med en omsætning på 32,51 milliarder dollar.

Noget af det, som var med til at trække resultatet en smule ned, var Microsofts flagskib, lagringstjenesten Azure.

Her steg omsætningen godt nok med 76 procent i kvartalet. Men i samme periode året før lød stigningen på 98 procent.

Topchef Satya Nadella er dog tilfreds, fremgår det af en udtalelse i regnskabet.

- Vores stærke kommercielle cloud-resultater afspejler vores dybe og voksende partnerskaber med førende selskaber i enhver sektor, inklusive detail, finansiel service og sundhed, lyder det.

/ritzau/