Ved vinter-OL i Beijing om fire år vil udøverne konkurrere i de samme sportsgrene som ved vinter-OL i Pyeongchang, hvor legene begynder fredag.
Arrangørerne kan foreslå at optage nye sportsgrene på det vinterolympiske program, men det har de kommende kinesiske værter ingen intentioner om at gøre. Det skriver det olympiske medie Inside The Games.
- Beijing har ikke foreslået at optage nye sportsgrene på programmet. Vi er meget tilfredse med dem, som allerede er på programmet, og vi kommer derfor ikke med forslag til tilføjelser, siger chefen for koordinationskomitéen bag Beijing-værtskabet.
Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har anerkendt sportsgrenene bandy, skibestigning og isklatring, men de tre sportsgrene savner fortsat et tilstrækkeligt stort antal deltagere og et internationalt publikum for at kunne komme på OL-programmet.
IOC åbner til gengæld op for, at der kan blive indført nye discipliner i de sportsgrene, der allerede er på det olympiske program.
Ved de forestående lege i Pyeongchang er der for eksempel fire nye discipliner. Blandt dem finder man en mixedkonkurrence - mænd og kvinder på samme hold - i curling.
/ritzau/TT