Har man tilbragt vinterferien på en varm strand i Caribien eller på solbeskinnede snepister, venter der et trist gensyn med det danske klima.
Diset, gråt og med temperaturer omkring frysepunktet, lyder prognosen i kort form fra Thyge Rasmussen, vagthavende meteorolog ved DMI.
Danskerne står fredag op til en omgang uspændende leverpostejvejr, og det ændrer sig ikke meget frem til mandag.
- Man skal være heldig for at få solen at se, siger Thyge Rasmussen.
- Det hele er gået lidt i stå, fordi der næsten ikke er nogen vind. Derfor bliver skyerne hængende, hvor de er, og det bliver gråt både fredag, lørdag og frem til søndag eftermiddag.
Bortset fra nogle drys af sne i det vestlige Jylland i løbet af fredagen, holder det tørt weekenden over.
- Vi taler om under én centimeter sne, så det kan fjernes med en håndkost, lyder det fra DMI's morgenmand.
Efter fredagens og lørdagens status quo frisker vinden en smule op søndag og begynder at rykke rundt på skydækket.
- Temperaturerne kryber op, og det bliver lidt mildere. Søndag eftermiddag kan Nordjylland få varmegrader på mellem tre og fire, mens temperaturen i resten af landet fortsat vil befinde sig lidt over frysepunktet, siger Thyge Rasmussen.
Næste uge kommer frosten tilbage, men det samme gør solen. En koldfront fra nord renser himlen for skyer mandag, og tirsdagen byder på en klassisk vintermenu: Sol og en smule sne.
/ritzau/