Det blev en overskudsforretning at afholde vinter-OL i Pyeongchang i Sydkorea i februar i år.
Det meddeler Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i en pressemeddelelse.
IOC fortæller, at Lee Hee-beom, præsident for organisationskomitéen ved vinter-OL, kan berette om et overskud i størrelsesordenen 55 millioner dollar.
Det svarer til cirka 325 millioner kroner.
- Vi lykønsker organisationskomitéen for vinter-OL i Pyeongchang med at have afholdt et fremragende vinter-OL, som på alle måder var ekstremt succesfuldt.
- I erkendelse af disse store præstationer vil IOC bidrage med sin del af overskuddet til fordel for sport i Sydkorea, siger IOC-præsident Thomas Bach.
Sædvanligvis bliver et overskud fra OL delt mellem IOC, organisationskomitéen bag OL samt værtslandets olympiske komité.
Beskeden om overskuddet kom frem under IOC's session i Buenos Aires i Argentina.
IOC ser også overskuddet som et resultat af Agenda 2020-planen, som sætter retningen for den olympiske bevægelse.
Planen blev blandt andet udarbejdet, så omkostningerne ved at afholde OL bliver holdt på et så lavt plan som muligt.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.