Den kinesisk ejede Titan Wind Energy i Varde og i Esbjerg har varslet nedskæringer, der vil koste en del medarbejdere jobbet.
Ledelsen har informeret de 160 ansatte om, at der skal skæres betragteligt i antallet af medarbejdere, der producerer tårne til vindmøller.
Afskedigelserne vil ramme hårdest på Engdraget i Varde, men også i en afdeling i Esbjerg, skriver JyskeVestkysten.
Titan Wind Energys administrerende direktør Brian Siig oplyser til avisen, at der de kommende to dage skal forhandles om afskedigelserne mellem ledelsen og de ansattes organisationer.
Brian Siig vil ikke ind på, hvor mange medarbejdere der risikerer fyring, men fortæller, at vindmøllefabrikken er ramt af "ændringer i markedet".