Ville have p-plads: Lastbilchauffør trak peberspray mod kollega

Krimi
Både anskaffelse og anvendelse af peberspray er ulovligt i henhold til våbenloven. (Foto: Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix (arkiv))

En polsk lastbilchauffør er sigtet for at bruge peberspray mod en kollega. Han nægter sig skyldig.

En tvist om en parkeringsplads endte med en sigtelse for overtrædelse af våbenloven og for grov vold, skriver JydskeVestkysten.

Det var en nu anholdt 38-årig polsk lastbilchauffør, som hev en peberspray frem og sprøjtede en 58-årig dansk chauffør fra Tønder i ansigtet.

Episoden skete, da de to chauffører kom op at toppes om en parkeringsplads på Lundagervej i Hedensted.

Den danske chauffør led ikke overlast ud over at få peberspray i øjnene.

Den polske lastbilchauffør er blevet varetægtsfængslet i 14 dage, men han nægter sig skyldig og har kæret varetægtsfængslingen til landsretten, skriver JydskeVestkysten.