Alt for mange civile er hvert år uskyldige ofre for ikke-eksploderede sprængladninger, og derfor skal investeringer i klyngebomber og såkaldte antipersonelminer nu forbydes i Danmark.
Det mener erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF), som på vegne af regeringen nu sætter gang i et arbejde, der skal resultere i lovgivning mod danske investeringer i konventionsstridige våben, skriver Politiken.
- Danmark har underskrevet konventioner, der forbyder enhver brug af landminer og klyngevåben. Men det forhindrer ikke investeringer i de samme våben.
- Jeg vil nu sikre, at danske investeringer ikke bidrager til produktionen af disse skrækkelige våben, siger Annette Vilhelmsen til Politiken og tilføjer:
- Personligt ville jeg gerne have vished for, at mine pensionspenge ikke blev investeret i klyngebomber.
Planen er ifølge SF's formand, at Rådet for Samfundsansvar, der er nedsat til at rådgive regeringen i spørgsmål om virksomheder og myndigheders samfundsansvar, skal undersøge omfanget af investeringerne.
Herefter skal rådet komme med indspark til, hvordan en konkret lovgivning kan udformes - gerne med udgangspunkt i lande som Belgien og Holland, der allerede har et lignende forbud.
I rådet sidder blandt andre repræsentanter fra erhvervslivet - herunder Dansk Erhverv og Finansrådet - samt interesseorganisationer som Forbrugerrådet og Røde Kors.
Hos Folkekirkens Nødhjælp, hvor en vigtig del af arbejdet er at fjerne ikke-eksploderede landminer og klyngebomber i for eksempel Myanmar, DRCongo og Libanon, er man glad for ministerens udmelding.
- Det er et yderst velkomment skridt. Det er på høje tid, når man tænker på, at Danmark for lang tid siden har indført forbud mod brugen af disse våben. Nu ser vi frem til detaljerne i et kommende lovforslag.
- Og vi bidrager også gerne med gode råd til ministeren, siger chef for minerydning i Folkekirkens Nødhjælp, Richard MacCormac, til Politiken.
/ritzau/