Der var underholdning ud over det sædvanlige, da fodboldklubben Napoli mandag aften i Doha vandt den italienske Super Cup, kampen mellem de regerende mestre og pokalvindere.
Pokalvinderne så flere gange ud til at være på vej mod nederlag til mestrene, Juventus, men Napoli endte med at vinde 8-7 efter straffesparkskonkurrence.
Kampen sluttede 2-2 efter forlænget spilletid, alle mål med argentinsk signatur, eftersom Carlos Tévez og Gonzalo Higuain scorede to mål for henholdsvis Juventus og Napoli.
Tevez bragte Juventus foran efter fem minutter, da to Napoli-forsvarere løb sammen og forærede argentineren en friløber mod mål.
Den slags skal man ikke gøre med Carlos Tévez i nærheden, og Serie A-topscoreren scorede til 1-0 på Napolis brasilianske målmand, Rafael.
Føringen holdt frem til 22 minutter før tid. Gonzalo Higuain headede 1-1-målet ind bag Juventus-målmand Gianluigi Buffon, efter at Jonathan de Guzman havde lavet et godt ryk i venstre side.
Opdækningen i Juventus-forsvaret var dog ikke-eksisterende i sekvensen.
Stillingen holdt kampen ud, og så måtte der forlænget spilletid til.
Her scorede Carlos Tévez igen efter 106 minutter, da han smart lod Paul Pogbas aflevering passere gennem benene på sig selv, før han sendte bolden i mål helt ude ved stolpen.
Gonzalo Higuain ville dog ikke stå tilbage for sin landsmand, og to minutter før tid udlignede han til 2-2.
Så måtte de to hold ud i en straffesparkskonkurrence, som blev særdeles dramatisk.
To gange havde Juventus muligheden for at sikre sejren, men uden held.
Straffesparkskonkurrencen blev indledt med afbrændere af Napolis Jorginho og tomålsskytten Carlos Tévez.
Herefter scorede begge hold på deres efterfølgende fem spark, hvorefter Napolis Dries Mertens brændte. Så kunne Juventus' Giorgio Chiellini afgøre det hele, men han brændte.
Da Napolis José Callejon herefter brændte, havde Juventus' Roberto Pereyra muligheden for at blive matchvinder, men heller ikke han kunne score.
Der kom gang i målscoringen igen, da Napolis Kalidou Koulibaly scorede, og det hele sluttede med en afbrænder af Juventus' Simone Padoin.
/ritzau/