Det fik en dødelig udgang, da en kvindelig tilskuer i august sidste år i Los Angeles blev ramt af en vildfaren bold i den amerikanske baseball-liga Major League Baseball.
Det beretter tv-stationen ESPN, der har haft adgang til lægejournalen.
Det har ikke tidligere været fremme, at uheldet, der skete 25. august i en kamp mellem Los Angeles Dodgers og San Diego Padros, kostede kvinden livet.
I niende inning blev den 79 år gamle og mangeårige Dodgers-fan ramt i hovedet af bold, der med høj fart kom inde fra banen. Fire dage senere døde hun, oplyser ESPN.
Sikkerhedsfolk ilede ned til kvinden, der var inde og se kampen med sin mand. Da de spurgte, om hun var okay, svarede hun nej og blev hurtigt fragtet på hospitalet.
Det er 49 år siden, at et lignende uheld har været årsag til et dødsfald i Major League Baseball.
Før sidste sæson satte samtlige klubber i ligaen sikkerhedsnet op for at beskytte tilskuerne, men nettet dækkede uheldigvis ikke det område, hvor kvinden var placeret.
ESPN fortæller, at bolde tre gange har været årsag til dødsfald blandt tilskuere i Major League Baseball. I 1943 døde en fan i Washington, mens en person mistede livet på Dodger Stadium i Los Angeles i 1970.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP