Utroskab, narkotika og jalousi. Skandalerne har fyldt en del i denne sæson af Vild Med Dans, som mere end nogensinde før er blevet mandsopdækket af pressen og har slået seerrekord.
Seneste skandale, der pryder forsiderne, er historien om, at danseinstruktøren René Christensen har politianmeldt Paula Larrains mand, Mads Holger Madsen. Han har angiveligt truet René Christensen med "at smadre hans knæskaller", hvis han ikke meldte fra til finalen i Vild Med Dans, fordi han skulle have lagt an på Paula.
Boldsens medieskabte affære
Og forleden dag var det historien om, at Soffie og Jesper Dalsgaard var blevet bortvist fra Vild Med Dans-finalefesten. Historien gik også på, at Jesper slet ikke havde stress, men at hans farvel til showet skyldtes jalousi fra Soffis side, ligesom Joachim Boldsen og Vickie Jo Ringgaard har måtte læse, at de har en affære.
Gitte Madsen, der er redaktør på Vild Med Dans, er dog ikke specielt bekymret over de mange negative skriverier.
- Når man har så mange mennesker i spil, så kommer der nogle forskellige problemer. Men det er jo en udefrakommende faktor, da pressen har interesseret sig så meget for personsagerne. Heldigvis har der også været mange positive skriverier, og hvis man lægger det i to bunker, så vil de positive fylde mest. Vi kan jo også se, at det ikke har haft nogen negativ virkning på seertallene, lyder det fra Gitte Madsen, der også understreger, at TV2 som udgangspunkt slet ikke vil kommentere på personsagerne.
- Vild med dans er som udgangspunkt skabt på en sprød bund af kærlighed, og det kan seerne mærke, slår Gitte Madsen fast.