Når modellen og tv-værten Sarah Grünewald springer ud som tv-skuespiller i comedy-serien "Tomgang", der er skrevet og instrueret af Mick Øgendahl, ser hun ikke ud, som hun plejer.
Grünewald, der har prydet flere magasinforsider, var nemlig for pæn til rollen som blomsterhandleren Mie.
- Sarah er "easy on the eye" og fotomodel. Hun skulle nærmest gøres lidt grimmere og kedeligere, fortæller Mick Øgendahl til Newspaq.
Han spiller selv med i comedy-serien sammen med Rune Klan og Sami Darr.
- Sarahs opgave har derfor blandt andet været at give køb på forfængeligheden, fortæller han om Grünewald, der snart kan ses i brusende kjoler hver fredag, når hun skal være værtinde i Vild med dans.
Men for hende har det ikke været et problem at skulle smide forfængeligheden. Det har hun nemlig gjort hver dag, når hun kom hjem fra sit arbejde som model.
- Jeg har været professionel model i 10 år. Men ikke når jeg kom hjem. Det er jo ikke sådan, at jeg ikke har drukket øl, siger hun og smiler.
- Hvis jeg nu havde været meget helse-agtig og forfængelig som person, så havde det nok været sværere, siger hun og uddyber:
- Men jeg er fra landet, og jeg render også rundt i beskidt tøj der hjemme. Jeg er ikke bleg for at tage en t-shirt op af vasketøjskurven, hvis den lugter af røg og jeg alligevel skal på bodega, siger hun.
- Det var faktisk rigtig rart at gå på arbejde uden at skulle koncentrere sig om sin forfængelighed og bare rende rundt i jeans og forklæde. Når man arbejder som model, så tager man modelfjæset på og så spiser man gulerødder til frokost. Men det gør jeg sgu ikke, når jeg kommer hjem, siger hun.
"Tomgang" har premiere på TV2 Zulu den 1. september.
Newspaq