Vil mindske menneske-medicin til svin

En ny vejledning om behandling af svin med antibiotika kritiseres for ikke at være tilstrækkelig restriktiv.
Dyrlæger og landmænd skal ifølge Fødevarestyrelsen gå uden om en række antibiotikatyper, som bruges til behandling af mennesker, når grise skal behandles for infektioner.
Dyrlæger og landmænd skal ifølge Fødevarestyrelsen gå uden om en række antibiotikatyper, som bruges til behandling af mennesker, når grise skal behandles for infektioner. Foto: Henning Bagger/arkiv/Scanpix

Når dyr i svinestalden har brug for behandling med antibiotika, skal det være mere enkelt for dyrlæger og landmænd at gå uden om de typer antibiotika, der er vigtige til behandling af mennesker - og som i særlig grad skaber resistens.

Derfor har Fødevarestyrelsen udsendt en vejledning, der inddeler præparaterne i forskellige kategorier. Inddelingen tager højde for problemer med resistens, og for om de enkelte typer medicin bør reserveres til mennesker.

- Vejledningen kommer ikke til at stå alene, men kommer til at stå sammen med de andre initiativer, vi har, siger sektionsleder Tim Petersen fra Fødevarestyrelsen.

Første gruppe - kategori 1 - omfatter de typer antibiotika, som bør være dyrlægens førstevalg, hvis der overhovedet er behov for at bruge medicin til behandling af infektioner. Det er for eksempel penicilliner.

I kategori 2 findes antibiotika, som kun bør ordineres, hvis der er påvist resistens mod præparaterne i kategori 1. Herunder er blandt andet tetracykliner.

Den sidste gruppe - kategori 3 - indeholder antibiotika, som helst ikke skal bruges til behandling af svin. Stofferne her hedder fluorokinoloner, colistin og tredje og fjerde generations-cefalosporiner.

Ifølge professor i mikrobiologi Hans Jørn Kolmos fra Syddansk Universitet er der dog ikke meget nyt i den nye vejledning fra Fødevarestyrelsen.

- Men hvis man skal nævne noget positivt, så er det, at man vil lægge en dæmper på brugen af tetracyklin, siger han.

Tetracyklin bruges til behandling af forskellige infektioner hos mennesker.

Hans Jørn Kolmos finder det positivt, at Fødevarestyrelsen fastslår, at tredje og fjerde generations-cefalosporiner, kinoloner og colistin slet ikke bør anvendes i svineproduktion.

Alligevel kommer det punkt næppe til at ændre det store, mener han.

- Svinebranchen har i forvejen afstået fra at bruge de præparater ved frivillige aftaler, siger Hans Jørn Kolmos.

Han finder det i øvrigt problematisk, at vejledningen blåstempler en række antibiotika, som er vigtige i behandlingen af mennesker. Det gælder først og fremmest de bredspektrede penicillinpræparater.

- Hvis man bruger de stoffer i svineproduktionen, vil man i vid udstrækning få bakterier med resistens over for lige netop de stoffer.

- I sundhedsvæsenet bruger man som førstevalg smalspektrede penicillinpræparater, så vidt det kan lade sig gøre. Det bør man også kunne i veterinærsektoren, siger Hans Jørn Kolmos.

Ifølge Fødevarestyrelsen er det meningen, at den nye vejledning løbende skal rettes, hvis der kommer ny viden om problematiske typer antibiotika.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.