Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) møder fortsat kritik for sin håndtering af sagen om generalkonsul-posten i Flensborg.
Det socialdemokratiske folketingsmedlem og tidligere formand for Sydslesvigudvalget, Benny Engelbrecht, mener, at statsministeren burde være mødt op på de danske årsmøder og have beklaget håndteringen overfor sydslesvigerne:
- Jeg tror, den almindelige sydslesviger ville synes, det var meget rart at få bekræftet, at det ikke er dem, der er noget galt med, og det er heller ikke den nuværende generalkonsul, der fejler noget. Det er et internt politisk spil i regeringen, som er kommet ud af kontrol, siger Benny Engelbrecht til DR Syd.
Den nuværende generalkonsul, Henrik Becker-Christensen, har af regeringen fået at vide, at han ikke kan fortsætte, mens Bertel Haarder - der egentlig var udset til at tage over på posten - trak sig, da han fandt ud af, at Henrik Becker-Christensen gerne ville have fortsat.
DR Syd har forsøgt at får en kommentar fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Men det er i dag ikke muligt at få en kommentar fra statsministeren om Benny Engelbrechts udtalelse.