Det er svært for mange tidligere prostituerede at finde vej tilbage til arbejdsmarkedet og skabe sig en normal tilværelse.
For undervejs udnyttes de på det groveste af deres nye chefer, der kræver seksuelle ydelser for at hjælpe dem på vej.
Det skriver Fagbladet 3F.
For mange er første stop på vejen et job i rengøringsbranchen. Men her møder kvinderne ofte endnu ringere forhold, end de er vant til, lyder det fra Exit Kollegiet, et intergrationsprojekt under Reden International, der hjælper kvinder ud af prostitution.
"I rengøringsverdenen er der en masse bøvl. Man får ikke sin løn og bliver behandlet som en undersåt. For eksempel forlangte en af cheferne et blowjob for at anbefale en kvinde til et job hos arbejdsgiveren," siger projektleder hos Reden International Ea Elsbøl til Fagbladet 3F.
Hun forklarer, at kvinderne ofte ser sig nødsaget til at beholde et job med dårlig betaling og chikane fra cheferne, fordi de skal være i arbejde for at måtte opholde sig i landet.
"Det er et kæmpe dilemma. Det her er underklassen, og kvinderne bliver fastholdt i underklassen, selvom de har ressourcer til at integrere sig i Danmark. De er ikke bevidste om deres rettigheder, hvilket vi forsøger at lære dem," siger Ea Elsbøl til Fagbladet 3F.