Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen er sikkert videre fra første runde ved VM i badminton i kinesiske Nanjing, hvor han i denne uge skal forsøge at forsvare sidste års VM-guld fra Glasgow.
Tidligt mandag morgen dansk tid vandt den danske verdensetter og verdensmester således med cifrene 21-8, 21-7 over portugisiske Duarte Nuno Anjo.
Det tog blot Axelsen 26 minutter at besejre den 22-årige portugiser, der er nummer 130 på verdensranglisten.
Danskeren føler sig godt tilpas, efter at han kunne levere en overbevisende præstation allerede på førstedagen af verdensmesterskabet.
- Jeg har glædet mig til at komme i gang. Vi landede i forholdsvis god tid herude, så jeg gik lidt som en løve i et bur og ville gerne ind og spille.
- Så jeg var faktisk rigtig glad for, at jeg allerede kom i kamp i dag (mandag, red.), og jeg gjorde det også på en god måde, siger Viktor Axelsen til TV2 Sport.
24-årige Axelsen tog sig af opgørets første seks point, da han hurtigt bragte sig foran med 6-0 i første sæt. Herfra så danskeren sig ikke tilbage, og han var også foran med 10-1 på vej mod sejren i første sæt på 21-8.
Sølle 12 minutter skulle Axelsen bruge på at bringe sig foran 1-0 i sæt.
I andet sæt fortsatte den førsteseedede dansker, hvor han slap.
Han var blandt andet foran 10-2 cirka halvvejs i andet sæt. Portugiseren fik reduceret til 3-10, inden Axelsen tog syv point i træk og bragte sig foran 17-3.
Andet sæt endte med en dansk 21-7-sejr.
I anden runde skal Axelsen møde kineseren Huang Yuxiang, der er nummer 32 på verdensranglisten.
Også Rasmus Gemke, der blev efterudtaget til VM, er videre til anden runde.
Den 21-årige dansker vandt 21-11, 21-6 over polakken Adrian Dziolko.
Rasmus Gemke, der er nummer 30 på verdensranglisten, var ikke bagud en eneste gang i kampen mod Adrian Dziolko, der rangerer som nummer 108 i verden.
I damesingle er Mia Blichfeldt videre til anden runde. På 31 minutter vandt den useedede dansker med 21-13, 21-9 over den ligeledes useedede russer Natalia Perminova.
I anden runde venter væsentligt hårdere modstand, når fjerdeseedede Ratchanok Intanon fra Thailand står på den anden side af nettet.
Line Kjærsfeldt kom ikke videre til anden runde. Danskeren tabte 10-21, 21-17, 13-21 til kineseren Chen Xiaoxin.
Mixeddoublen med Niclas Nøhr og Sara Thygesen blev de første danskere til at forlade turneringen. Nøhr og Thygesen tabte 9-21, 20-22 til et useedet indisk par.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.