Når dronningen 31. december klokken 18 taler fra sit modtageværelse på Amalienborg, er det hendes 46. nytårstale. Den første holdt hun i 1972.
Læs her mere om traditionen:
* Den kongelige nytårstale blev første gang sendt i radioen under tyskernes besættelse i 1941 under kong Christian X.
* Kong Frederik IX fortsatte med radiomediet, indtil han i 1959 som 60-årig blev den første danske monark, der holdt en nytårstale, som blev transmitteret på tv.
* Dronningen er fortsat med at holde tv-transmitterede taler. De varer fra 11 til 13 minutter. Det er den eneste gang i løbet af året, hvor dronningen taler direkte til hele nationen.
* I 2010 transmitterede Danmarks Radio for første gang nytårstalen til hele verden via dr.dk. Dermed kunne danskere bosiddende i udlandet følge talen direkte.
* Arbejdet med nytårstalen foregår sådan, at en embedsmand fra Statsministeriet sender en stikordsliste til Amalienborg i oktober. Den indeholder mulige emner, som dronningen kan tage op. Når hun har gennemarbejdet talen, bliver den sendt til godkendelse i Statsministeriet.
* Normalt taler dronningen fra sit modtageværelse i Christian IX's Palæ på Amalienborg.
* Nytårstalen er dog undtagelsesvist blevet holdt på Fredensborg Slot i 2015, 2014, 1980 og 1979, da Christian IX's Palæ var under renovering.
Kilde: Kongehuset