Hvis du vælter ned fra bordet eller falder på dansegulvet i en brandert under den årlige firmajulefrokost, kan det blive anerkendt som en arbejdsskade.
For når snapsen slår til, er der risiko for skader. Og selvom det skulle være selvforskyldt, og promillen er for høj, er julefrokoster faktisk omfattet af arbejdsskadeloven.
Det vil sige, at din arbejdsgivers forsikring dækker, hvis uheldet er ude.
Det oplyser Afdelingschef i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, AES, Lone Frosch.
- Hvis man i forbindelse med en julefrokost danser og falder og slår sit knæ, kan det være en arbejdsskade. Dans må anses som et naturligt led i en julefrokost, og skader pådraget under dans vil derfor som udgangspunkt være omfattet af arbejdsskadeloven, skriver Lone Frosch i en mail til Avisen.dk.
- Det afgørende er, at arrangementet kan betegnes som en del af det at være ansat hos en arbejdsgiver, og at der ligger en forventning om, at den ansatte deltager i arrangementet, skriver Lone Frosch.
Det gør heller ikke nogen forskel, om man har drukket alkohol.
Gælder ikke på vej hjem
Lone Frosch oplyser, at arbejdsskadeforsikringen dækker frem til den officielle afslutning på festen. Så hvis man efter sluttidspunktet fortsætter festen sammen med kollegerne, vil man ikke være dækket - og det er uanset, om man tager en tur i byen eller bliver på arbejdspladsen. Det samme gælder, hvis man styrter på cyklen på vej hjem fra en våd aften med julefrokost.
Derudover gælder de normale regler for arbejdsskader under julefrokoster. Det vil ifølge Lone Frosch betyde, at en skade skal have 'varige følger' for at kunne anerkendes som en arbejdsskade.
Men det er ikke kun ved julefrokoster, loven gælder. Også under teambuildingøvelser, rejsegilder eller andre firmafester gælder loven eksempelvis.
- Når en julefrokost eller andre sociale arrangementer på arbejdspladsen er arrangeret af arbejdsgiveren, kan en medarbejder ved tilskadekomst under deltagelse i disse arrangementer være omfattet af loven, skriver Lone Frosch.