Nabolandene Nepal og Indien er hårdt ramt af voldsomme oversvømmelser, og mandag kunne Nepals myndigheder oplyse, at mindst 100 mennesker har mistet livet som følge af de kraftige vandmasser.
Flere tusinde mennesker står samtidig uden tag over hovedet, efter den tunge monsunregn har overfyldt floderne i den vestlige del af landet siden torsdag.
Myndighederne har allerede sendt nødhjælp ud til de ramte områder, men det er svært for hjælpen at nå frem til de yderste regioner, hvor veje og infrastruktur er druknet, og hvor der hverken er strøm, telefon eller internet.
Situationen i nabolandet Indien er ligeledes kritisk, og mindst 84 mennesker er erklæret dræbt over weekenden. Det er især i det nordlige Indien, den er gal med oversvømmelserne, og også her kæmper myndighederne med at få bragt hjælpen ud til de ramte mennesker.
Den kraftige monsunregn forventes at fortsætte i ugevis endnu, og sidste år kostede oversvømmelserne mindst 6.000 menneskeliv i Indien. Medvirkende: Dansk tilrettelæggelse: Sune Skallerup Sørensen