Over 60 demonstranter blev tilbageholdt af politiet lørdag, da den hollandske julemand kom sejlende i havn, som traditionen byder det. I byen Gouda blev julemanden, og ikke mindst hans hjælpere mødt af store protester.
Julemandens hjælper Sorte Peter er altid blevet fremstillet med et sortmalet ansigt i Holland, men i de senere år har der været flere og flere protester mod den gamle tradition, der bliver set som racistisk af mange.
De sorte ansigter beskyldes for at være en nedgørende karrikatur af farvede mennesker, og kritikerne mener, traditionen er et pinligt levn fra Hollands tid som kolonimagt.