En 35-årig tunesisk mand blev tirsdag tilbageholdt af det italienske politi. Manden er mistænkt for at være kaptajnen fra den smuglerbåd, der sank ud for øen Lampedusa.
Forliset er et af de værste af sin slags, og dykkere fortsætter med at bjærge lig fra vraget.
Antallet af omkomne bådflygtninge er nu oppe på 275. Det frygtes dog, at der er endnu flere lig på skibet, hvor overlevende fortæller, at der var omkring 500 personer ombord, da det gik ned i sidste uge. Og der blev kun reddet 155 overlevende i land.
Skibets kaptajn står nu til at blive sigtet for ulovlig menneskesmugling, men han kan også risikere en langt hårdere straf, hvis han bliver fundet skyldig i at være ansvarlig for de mange omkomne.
Medvirkende:Dansk tilrettelæggelse: Sune Skallerup Sørensen