Omkring to millioner pilgrimme ventes at strømme til Saudi-Arabien i denne uge, der er årets helligste for mange muslimer.
Pilgrimsrejsen til Mekka står som en af de fem grundlæggende søjler i Islam, og alle rettroende muslimer skal gerne tage turen mindst en gang i livet.
I år er det dog ikke alle nationaliteter, der får lov til at gennemføre den ønskede pilgrimsrejse til profeten Muhammeds fødeby. De saudi-arabiske myndigheder har officielt afvist indrejse til alle borgere fra Liberia, Guinea og Sierra Leone af frygt for Ebola-smitten, der hærger i netop disse lande.
Myndighederne frygter, at sygdommen vil kunne brede sig eksplosivt blandt de mange mennesker, der opholder sig så tæt sammen i mekka, og et udbrud ville kunne få katastrofale konsekvenser.
Flere pilgrimme kunne også ses bære ansigtsmasker af frygt for sygdommen, selv om der endnu ikke er registreret et eneste tilfælde af Ebola i Saudi-Arabien. Medvirkende: Dansk tilrettelæggelse: Sune Skallerup Sørensen